hjemmeside > ADHD > debat om handikappede
Debat om handicappede
Denne
side indeholder indlæg og korrespondance om ADHD, Tourettes syndrom, Aspergers syndrom
og andre handicaps, særligt omkring de offentlige myndigheder og den
”almindelige” borgers ofte fjendtlige og uforstående holdning overfor børnene
og deres forældre. Alle indlæg er anonyme (undtagen kronikker) og efter aftale
med forfatterne. Teksten kan adskille sig lidt fra de trykte indlæg, der nogen
gange kan være forkortet, så f.eks. kontroversielle pointer fjernes.
Hvis
du læser denne side og ønsker at deltage i debatten, beder vi dig sende dit
indlæg til debat om handicappede. Vi vil vende
tilbage snarest muligt, efter at have læst dit/Jeres indlæg.
Politiske indlæg
Generelt
De
svageliges samfund (Weekendavisen 2004)
I
Anne Knudsens artikel "De svageliges samfund" i uge 15 udgaven af WA,
blander chefredaktøren neurologisk betingede handicaps og terapi sammen. Dette
er meget forkert.
Jeg har stor respekt for Anne
Knudsens artikler, som jeg normalt læser med stor fornøjelse, men denne gang er
æbler og bananer blevet blandet. De mange nye diagnoser af DAMP børn
(hyperaktivitet og sanseforstyrrelser), Tourette børn (tics og tvangstanker) og
Aspergers syndrom (let autisme hos normaltbegavede) skyldes absolut ikke
terapibølgen fra USA. DAMP, Tourette og Asperger skyldes derimod en medfødt,
uhelbredelig hjerneskade, der netop ikke kan behandles med freudiansk terapi.
Årsagen til de nye diagnoser er, skønt de tre sygdomme altid har eksisteret, at
de officielle diagnosekriterier først er blevet fastlagt for ca. 10 år siden og
nu slår igennem med stor kraft i Danmark. DAMP f.eks. rammer ca. 5% af alle
børn.
De psykologer, som AK i sin
artikel – korrekt – anklager, er ofte af den gammelfreudianske skole, der
hævder at DAMP, Tourette og Asperger skyldes dårlig opdragelse eller
psykopatiske træk hos moderen (Asperger). Men et DAMP barn vil altid at have
DAMP, uanset om familien er velafbalanceret eller i krise. Det samme gælder
Tourette og Aspergers syndrom.
Jeg er far til en 9-årig dreng
med DAMP og Tourette. Min søns diagnoser er helt nødvendige redskaber, der har
givet os et godt liv med den viden, der er forudsætningen for at kunne elske
vores barn som den lille, kærlige dreng, han er, trods sine svære handicaps.
Mod
naturen (Politiken august 2003)
Jens
Bay (JB) skriver i kronikken tirsdag om en ny og interessant
konsekvenspædagogik, der med en genial logisk kortslutning ophæver de svage
elevers biologiske og/eller sociale arv. Ved principielt at lægge vægten på at
barnet gennem ”frihed” og ”grundlæggende sociale normer” kan befries for sin
biologiske og sociale baggrund, ophæver dette fortrinlige system på magisk vis
arv og miljø, og skaber hele og ansvarlige børn. Lyder det ikke besnærende?
JB taler hele tiden om de svage
børn, men hvem er de?. Ca. 10% af alle børn fødes med neurologisk betingede og
- uhelbredelige - mentale og/eller fysiske skader. Nævnt efter sværhedsgrad kan
det f.eks. være autisme, DAMP, tidlig skade (manglende evne til at forstå
andres følelser) samt Tourettes syndrom. At være født ind i en arbejdsløs
indvandrerfamilie i det nuværende racistiske Danmark er heller ikke fremmende
for den nye vidundermetode; som JB sukkende skriver ”…de socialt svage
udfordrer pædagogikken”.
JBs konsekvenspædagogik er en
hybrid af 1970’ernes tragiske Freudianske fejltagelser, hvor mentale sygdomme
og sociale problemer skulle helbredes ved snak og viljestyrke, og JBs
antibiologiske tese ”…det enkelte individ kan (kun) forstås og opleves i en
social sfære”.
Hvis de i forvejen hårdt pressede
svage elever i folkeskolen skulle følge disse frastødende principper, opnår man
kun at ydmyge og nedbryde selvtilliden hos disse skrøbelige børn med mentale
eller sociale problemer. De har ikke evnen fysisk eller mentalt til at blive
”normale” med overskud til ”egen læring”. De skal behandles med kærlighed og
hensyntagen til deres handicaps / sociale situation.
Uvidenhed
er min styrke (trykt i Politiken juni 2003)
PPR
psykologen Lone Thornberg (LT) foreslår i Politiken d. 18. juni, at børn med f.eks.
DAMP, Tourette eller Aspergers syndrom ikke skal have en diagnose, medmindre de
er heldige nok til at slippe forbi de kafkaske ”dørvogtere”, som LT udnævner
PPR psykologerne til at være. Det harmer hende, at forældre og lærere ”tigger”
om at få en diagnose til disse børn med svære, mentale sygdomme, der gør
børnenes hverdag til et helvede med mobning – og en uro, der ville kunne
lindres med den rigtige medicin. Men uden en diagnose, kan barnet ikke hjælpes,
forældrene kan ikke lære, hvordan de kan hjælpe og støtte deres barn, og
lærerne vil stå magtesløse overfor det uregerlige barn med f.eks. DAMP, som de
ikke kan styre uden at kende barnets diagnose.
LT skriver at ”Vi må lære at
berolige uden () at gøre barnets vanskeligheder til en sygdom eller et
permanent problem”. DAMP, Tourette, tidlige skade og autisme m.m. er alle
uhelbredelige ”sygdomme” og ”permanente problemer”. Ved at forholde forældre og
lærerne en diagnose skader PPR i allerhøjeste grad barnet i hjemmet og i
skolen. Det er en pseudofreudiansk holdning, der hører de sorte 1960’ere og
70’ere til. I dag ved alle, der kender til disse neurologiske betingede
sygdomme, at diagnosen er det vigtigste redskab for at hjælpe barnet. Men
uvidenhed er, som det fremgår, LTs styrke.
Sære
børn skal hjælpes ikke negligeres (trykt i Politiken juli 2002)
I
mandagsavisen, udtaler professor Niels Egelund, at (damp/autist børn) ville
have bedre af at være en del af fællesskabet … og lære af de knubs de får ved
at være sammen med mere ”almindelige” mennesker. Jeg tror den gode
professor har sovet i den time, hvor der blev undervist i DAMP og autisme på
universitetet. Hvis dette skulle være tilfældet, kan jeg oplyse professoren om,
at netop de massive sociale problemer ved samvær med mere en 1-2 børn og DAMP /
autistens forbløffende og (for almindelige professorer) uforståelige måde at se
verden på umuliggør enhver form for ”oplæring ved tæsk”. DAMP børn som vores
bliver ofte smidt ud af 10-12 skoler, før de møder en behjertet psykolog eller
lærer, der ved noget om DAMP.
Og ja, der er 5-6% af alle
børn, der har DAMP, autisme eller Tourettes syndrom. Og ja, tallene er
stigende, fordi diagnoserne bliver bedre. Forældrene er ikke dumme eller prøver
at flytte ansvaret over på de stakkels psykologer. Og da disse børn alle
har en uhelbredelig hjerneskade,
nytter det ikke at ”tilpasse” dem. Forældrene skal have massiv hjælp fra netop
psykologerne!
Ro
kan læres – blot ikke for DAMP børn (trykt i Politiken april 2002)
I
en artikel i torsdagsavisen hævder cand. pæd. psych. Mogens Hansen, at det
aldrig er for sent at lære urolige børn at være rolige. ”Problemet er kun til
stede, så længe de voksne ikke gør det”.
Artiklen
hænger sammen med en anden artikel samme dag, hvor det bl.a. hedder
”Mols-skolen har bare som de fleste andre skoler i landet én – måske to elever
i hver klasse” der ”flimrer rundt” og ”ikke kan holde opmærksomheden fanget om
én ting ad gangen” (normalt kaldet hyperaktivitet).
Vi
har et navn for disse børn; DAMP. Ca. 2-3% af alle børn lider af denne
alvorlige opmærksomhedsforstyrrelse, der skyldes en medfødt hjerneskade. En
større gruppe ældre psykologer med baggrund i bl.a. Summerhill skolen benægter
konsekvent at DAMP eksisterer, til stor skade for DAM børnene, der i en række
kommuner nægtes hjælp, da DAMP ”ikke eksisterer”.
Alle
yngre psykologer og børnespecialister i dag ved, at DAMP, der i slægt med
autisme, er en uhelbredelig sygdom, der aldrig kan ”læres” væk. Kun afledning
og medicin kan hjælpe disse børn, helst i små klasser på specialskoler.
Det
er ikke dårlige forældre, der er grunden til det stigende antal DAMP børn – det
er bedre diagnoser og færre psykologer, der benægter eksistensen af DAMP.
Kompensation
for autisme og DAMP? (trykt i Politiken marts 2002)
Søren
Eriksen, formand for Amtsrådsforeningens undervisnings- og socialudvalg kommer
i torsdagens avis med en rystende udtalelse om, at autister og DAMP børn ikke
skal i specialklasser, men have ”kompensation for deres handicap for at
forblive i deres lokale miljø”. Der ligger bundløs uvidenhed bag denne
udtalelse. Enhver der kender til disse alvorlige mentale handicaps ved, at de
skyldes en uhelbredelig hjerneskade, og at netop rolige, kontrollerede
omgivelser og undervisning i små grupper er tvingende nødvendigt for at give
disse børn et liv – ikke bare et ”normalt” liv, men en tilværelse, der ikke er
eet stort mareridt mellem normale børn, der ikke har en chance for at forstå
eller tolerere den ”mærkelige” adfærd hos DAMP børn og autister.
At
tvinge et DAMP barn – som vores eget – eller en autist til at blive i en normal
skoleklasse med larm, uro, gruppearbejde og fritimer er tortur for mentalt
skrøbelige børn, der lider fysisk og psykisk, hvis de ikke har faste rammer og
rolige, neutrale omgivelser. Det vi har brug for er flere gode specialskoler
som f.eks. vores søns Øresundsskolen på Østerbro, hvor børnene behandles på en
værdig og rigtig måde.
Fy,
Søren Eriksen – læs på lektien, før du udtaler dig!
I
uvidenhedens vold (trykt i Politiken juni 2001)
PP
skriver i søndagens ”Vid & sans” at: ”børn, der tidligere havde ”krudt i
røven”, er nu hyperaktive og det kræver alt sammen medicinsk behandling”.
Der er en farlig tendens i disse år til at gentage 1970-er psykiatriens fatale
fejltagelse, at der ikke findes psykisk syge, kun dårlige familier. Kære PP og
andre med samme vildfarelse; et hyperaktivt barn (bedre kendt som DAMP) har en
medfødt organisk eller kemisk hjerneskade, det er ikke kun ”krudt i
røven”. Alle der kender til disse ulykkelige børn, ved at deres sygdom er dybt
alvorlig, og at deres manglende koncentrations- og indlæringsevne er
ødelæggende for barnet og dets familie. DAMP børn bliver ofte smidt ud af 10-12
skoler, før et venligt menneske får den lyse idé at sende barnet til en
kompetent børnepsykiater. Netop den medicin (Ritalin f.eks.), som bliver
kritiseret af PP, er ikke et farligt modefænomen, men redningen for børnene.
Medicinen gengiver dem i løbet af få uger deres koncentrationsevne i skolen, de
får pludselig legekammerater og deres liv bliver langt lettere, selvom de
aldrig kommer til at føre et helt ”normalt” liv. Lad os stoppe denne uværdige
smædekampagne mod de psykisk syge børns eneste redning: psykofarmaka ordineret
af læger med specialviden om mentalt handicappede børn. Interesserede kan læse
mere om DAMP på http://www.damp.dk.
Om Ritalin
Stop
løgnen om medicinmisbrug blandt børn (trykt i Alt for Damerne 2001)
Vi
er nu som adoptivforældre til en mentalt handicappet dreng på 6,5 år med blandt
andet DAMP lignende symptomer, dødtrætte af at høre løgnen om den farlige
medicin til raske 2-årige. Denne løgn er desværre lige så udbredt som den for
længst modbeviste tese om, at unge skizofrenes sygdom skyldes onde forældre.
Sandheden er krystalklar og videnskabelig, hvilket sikkert ikke er populært i
vores astrologiplaget samfund: Skizofreni og DAMP er resultatet af biologiske,
medfødte skader, og kan ikke kureres af kærlig omsorg alene, men kræver korrekt
doseret medicin og omhyggelig optræning af barnets skadede sanser og mentale
værktøjer, et job der kan tage hele livet.
Et
sygt barn som vores kan ikke klare sig uden Ritalin – eller for den sags skyld
uden sin epilepsi-medicin (epilepsi er en almindelig følgesygdom til alvorlig
mental retardering). Alle, der har haft et sådant barn hos sig ubehandlet, vil
kunne skrive under på, hvor ubeskriveligt tragisk og opslidende det er for
alle parter, ikke mindst barnet, der lider fysisk under sine talrige voldsomme
anfald af ”hyperaktivitet”, hvilket er en eufemisme for bl.a. at løbe i cirkler
og råbe rablende lyde, mens barnet spænder sin krop krampagtigt, stamper,
fnyser og kaster hovedet ufrivilligt frem og tilbage – er det en uskyldig
tilstand, der kan kureres med en vitaminpille?
Hvis
man ønsker at sit hyperaktive – eller sagt på jævnt dansk – udviklingshæmmede
og tit retarderede barn, skal kunne blive i hjemmet og få en beskyttet opvækst
hos forstående forældre, er Ritalin og lignende stoffer, der for en kort tid
(ca. 4 timer pr. tablet) forvandler den lille hjernes kaotiske tilstand til ro,
koncentration og indlæringsevne, en uomgængelig nødvendighed. Og en gave til
det ulykkelige barn, der uden medicinen nedbrydes fysisk og psykisk af sin
mangel på koncentration og dermed evnen til at lære og til at forstå og føle
sig selv og sine omgivelser.
Debat og
kronikker
Handicappede
børn
Hadets
2. bølge
Af
H.W. Gade, dramatiker, forfatter
Hjemisbilens
klokke bimler muntert i det fjerne, og min 8-årige søn springer ud til
gadedøren: ”is!”. Det er fredag aften, hygge og tegnefilm, bare sidde og se
Disney sjov sammen, være fælles om skumringen og de læskende ispinde i den
koghede sommeraften. Nu tager jeg min dreng i hånden, og han trækker mig
viljefast hen imod hjemisbilen, der allerede drejer om hjørnet. Min søn
forelsker sig straks i en is, der er formet som en klovn med en stor gul
chokoladepastil som næse; den er virkelig morsom! Jeg køber også en
snusfornuftig kasse sodavandsis og betaler. Idet jeg vender mig om med drengen
i den ene hånd og 2 gange 18 is i den anden, ser jeg pludselig de to damer, der
står bag os i køen. Jeg har aldrig set dem før. De er lidt yngre end mig, men
de har smalle forargede læber og sammenknebne øjne, der stirrer lige igennem
min søn og mig, som var vi luft.
Et
kort øjeblik er jeg forvirret; alle damer plejer da at smile til min dreng, der
er både sød og charmerende. Men disse kvinder vil ikke smile, de vil ikke se,
at han er en lille sød 8-årig tindrende af glæde, fordi far har købt is til
ham. Hvorfor? Da er det, at den grå virkelighed trænger sig på; disse kvinder,
som jeg ikke kender, de ved skam godt, hvad min søn er for en. De har straks
set, at han er evnesvag. De har bemærket hans underlige små lyde, hans sære
måde at bevæge sig på, det forkerte ved hans stemme – alle de ydre ting, som
almindelige mennesker ikke forstår, men frygter. Han er anderledes, han er
farlig, han passer ikke ind i det pæne villakvarter. Men jeg forstår ikke deres
forbitrede had til min kønne lille dreng; de ved jo heller ikke, at selvom han
er 2,5 år gammel indeni, er han et lille menneske med følelser, tanker,
længsler og drømme. Og der er rigtig mange ting, han er god til, f.eks. er han
en ren troldmand på en computer, og han kan næsten alle de kendte børnesange
udenad og spiller ligeså fint på panfløjte og tromme.
Hvad
er det for et had, der flyder som en forgiftet sort flod under vores pæne
middelklasse Danmark? Har det altid været der? Har frisindet i de sene tressere
og halvfjerdserne kun været et fatamorgana? Er Danmark et land beboet af
bornerte hyklere og løgnere? Er det virkelig normale, venlige danskere, der
stemte for den nuværende regerings åbenlyst fremmedfjendske holdninger? Eller
var det politikerne, der trak det sikreste politiske kort op af hatten,
pogromen, syndebukkene, de fremmede?
Og
nu lever vi så i et land, hvor selv de groveste angreb på indvandrere
accepteres og billiges af politikerne i regeringen. Og hadet har sin egen
dynamik, hadet kommer i bølger. Først angriber man de mest synlige
”syndebukke”; udlændingene. Men dette er kun den første om end den største af
hadets bølger, for nu kommer hadets 2. bølge, de handicappede børn. Som et
mørkt hav, hvor den næste store bølge sender skummende småbølger mod stranden,
flere og flere, større og større, således kommer nu dagligt flere og flere
avisartikler og radio / TV-indslag, der varsler om nye rædselsfulde tider for
de mange tusinde handicappede og psykisk dårligt fungerende børn i vores skoler.
Der skal spares penge, mange
penge. Og da man har lovet skattestop og andre goder for de velhavende og
middelklassen, har man et akut behov for penge. De penge, man har stjålet fra
bl.a. kulturlivet er slet ikke nok. Hvor bruges der mange penge? Yes,
specialskolerne for de handicappede og svage børn! Og dog - vil der ikke komme
et ramaskrig fra forargede borgere, når de skrøbelige børn, der ikke kan klare
sig i de almindelige skoler med tvang bliver sluset tilbage til overfyldte
klasser uden fast struktur og til daglige tærsk i skolegården? Men det er der
en løsning på! Ramaskriget udebliver nemlig, hvis man kan overbevise tvivlerne
om, at børnene skam slet ikke er syge, men bare dårligt opdraget.
Tag
nu for eksempel DAMP; alle ved da, at det er små drenge, der ikke kan styre sig
selv og får Ritalin, selvom en fast opdragelse eller obskure diæter ville være
meget sundere for dem. Og de kan jo bare tage sig sammen! Fejl: DAMP er
en hjernedysfunktion, der vanskeliggør impulskontrollen og gør barnets
oplevelse af verdenen forvrænget og grotesk. Barnet forstår simpelthen ikke de
sociale spilleregler, og den mindste forstyrrelse i omgivelserne, f.eks. mere
end 2-3 børn, der leger, kan få den skrøbelige balance til at bryde sammen på
sekunder og udløse vild hyperaktivitet nogen gange med vold. DAMP barnet er
uden klar bevidsthed under hyperaktiviteten (voksne med DAMP kalder det ”den
røde tåge”) og kan bagefter ikke huske, hvad de har gjort. Da DAMP barnet ikke
lærer af sine erfaringer på samme måde, som ”normale” børn, virker skældud og
pædagogik ikke. Dette er ufatteligt svært at forstå for lærere, skolepsykologer
og praktiserende læger, hvilket ikke er så underligt, da udviklingshæmmede
børn, stort set ikke omtales under disse ellers velmenende og dygtige
menneskers uddannelse. De handicappede og de udviklingshæmmede børn eksisterer
simpelthen ikke.
Derfor
kan en ambitiøs professor på Danmarks Pædagogiske Universitet som en anden
Machiavelli trække i trådene bag en lang række avisartikler såsom ”Bliver for
mange diagnosticeret med DAMP?”, og budskabet bliver modtaget med glæde og
lettelse, for så slipper man for at tage stilling til denne mærkelige sygdom,
som 5-6% af alle børn lider af. De kan jo bare opføre sig ordentligt, eller som
professoren siger: ”lære af de knubs de får ved at være sammen med mere
”almindelige” mennesker”.
Det
er efteråret 1961. Jeg sidder ved et lille bord isoleret sammen med 2 andre
drenge, et stykke væk fra de andre børn. Vores unge, uerfarne klasselærer har
bestemt, at jeg er dum og skal være sammen med de to retarderede drenge i
klassen. Vi udgør så at sige den handicappede gruppe i det lille samfund. Det
er en stor skole med 1.000 elever. I klassen er der næsten 40 børn, men der er
ingen uro i klasseværelset, lærerne har jo stadig lov til at slå børnene, hvad
de også gør med passende mellemrum til skræk og advarsel. Der er ikke langt fra
Scherfigs skole i starten af tresserne. I skolegården derimod foregår tingene
på børnenes præmisser. Der hersker en nådesløs hakkeorden, hvor dumme
(retarderede), anderledes (DAMP, autisme eller Tourettes syndrom (som mig)) og
fattige børn systematisk tæves i hvert eneste frikvarter.
Jeg bliver tærsket igennem
samtlige klasser lige til jeg, stik imod min gamle klasselærers ungdommeligt
selvsikre vurdering, kommer i gymnasiet, bliver student og kan gå på
universitetet. Men mit selvværd er lig nul. Og selvom jeg med den fortvivledes
mod har kunnet overvinde mit Tourette handicap, står jeg dårligt rustet socialt
og menneskeligt, og det tager mig over 5 år, før jeg kan stå på mine egne ben
og starte en ”normal” tilværelse.
Men
hvad med de to retarderede drenge i ”dumme” afdelingen? Jeg ved desværre ikke,
hvad der siden skete med dem, men det har ikke været nemt. En del autister,
DAMP børn og Tourette’r er normalt begavede eller intelligente, men selv de må
anstrenge sig til det yderste for at få verden til at hænge sammen. Vi lærer
sent at læse, har problemer med sproget, er motorisk dårligt fungerende og har
utrolig svært ved at få venner. Og de retarderede autister, DAMP børn og
Tourette’r har et om muligt endnu tungere liv. Vores skrøbelige sind kræver en
struktureret ”lille” verden, med en beroligende, fast rytme, med genkendelighed
og tryghed. I en kæmpeklasse med 30-40 børn og lærere uden autoritet er disse
forudsætninger ikke til stede. Derfor må disse svage og sårbare elever bortset
fra den lille gruppe af intelligente og relativt velfungerende børn være på
specialskoler i små klasser med lærere og pædagoger, der kender børnenes problemer
og behov.
På
en sådan skole går min søn. Han er retarderet og er ”velsignet” med både DAMP
og Tourettes syndrom. Men hans lærere kender ham og elsker ham. De ser lige
igennem hyperaktiviteten, de voldsomme tics, hans underlige lyde og hans begrebsverden,
der er som en stor babys. De ser kun en lille charmerende dreng, der laver skæg
og ballade og er bedste ven med Ali, som er multihandicappet, og lige så sød og
morsom som min dreng.
Uden
denne specialskole måtte min kone og jeg give vores dreng fra os til en lukket
institution eller sige vores gode jobs op for selv at passe ham. Han kræver
nemlig konstant tilstedeværelse af en voksen, ellers går han i spåner på få
minutter. Han ville aldrig kunne gå i en almindelig skole.
Hvis
vi sender DAMP børnene, de lettere autister (Aspergers syndrom) og Tourette’rne
tilbage i en kaotisk ny folkeskole med gruppearbejde med op til 60 elever og
liberalistisk intern konkurrence, kan enhver sige sig selv, hvem der aldrig vil
vinde nogen konkurrencer, og hvem der som i de gode gamle tressere får tærsk
hver eneste dag. Vil vi gøre disse tusinder af handicappede og dårligt
fungerende børn ondt? Hvis vi tror på DAMP fornægterne, og at ”knubs” kan lære
disse ulykkelige børn at forstå verden, begår vi en utilgivelig fejl. Der er
mindst 20.000 børn med DAMP, og de fleste er normaltbegavede. Med det rette
miljø og lærere, der ved noget om deres komplicerede problematikker, kan de
sagtens få en god tid i skolen, men aldrig uden faste strukturer. Det burde vel
være indlysende for enhver fornuftig forælder, at dette gælder alle børn, også
de ”normale”. Hvem gavner det, at have en kaotisk skoletid, hvor alting flyder
og angsten vokser og vokser, hvis man ikke er blandt de ”sejrende” børn.
En
kort beskrivelse af de neurologisk betingede problemer, jeg har nævnt. Alle de
følgende lidelser skyldes en medfødt, uhelbredelig hjernedysfunktion. De er
iøvrigt tæt beslægtede, og mange børn har f.eks. en blanding af DAMP og
Tourette eller autisme og DAMP. Ingen af sygdommene kan ”kureres”, kun holdes
nede gennem en struktureret dagligdag.
DAMP er karakteriseret ved svære
perceptionsproblemer, dvs. opfattelsen af omverdenen. Børnene har massive
problemer med samtlige sanser, lige fra synssansen, følesansen til det
motoriske. De kan ikke undertrykke deres impulser, og det betyder at DAMP børn
”tænder” på den mindste forstyrrelse og ofte går over i voldsom hyperaktivitet,
som kun stoppes ved afledning (nyt legetøj, en video etc.). Hvis DAMP børn er
trygge og motiverede, kan de yde næsten det samme som ”normale” børn. Mange
berømte komikere har DAMP, da disse børn har en vidunderlig, medfødt humor.
5-6% af alle børn har DAMP.
Autisme er næsten
uoverkommelige problemer med social omgang med andre. Autister trækker sig ind
i deres egen verden og har meget svært ved at kommunikere med andre børn. De
fleste autister er retarderede, og mange har ikke noget sprog. Aspergers
syndrom er en lettere form for autisme, hvor barnet har een eneste glubende
interesse, f.eks. fugle, der fylder hele deres liv. Einstein havde Aspergers
syndrom. 2-3% af alle børn har autisme.
Tourettes syndrom er
massiv, eksistentiel angst. Den viser sig som tics med blinkende øjne,
skulderbevægelser, snøften, skrutryg. Inde i barnet hærger lede tvangsbilleder
oftest af ekstrem voldelig karakter; billeder som barnet frygter og hader, men
ikke kan komme af med. Der er også tvangshandlinger og verbale tics, hvor
barnet ”efteraber”, det læreren eller de andre børn siger. Tourette børn har de
frygteligste mareridt inden de skal sove og lider af søvnløshed. Mozart havde
Tourettes syndrom. 1-2% af alle børn har Tourettes syndrom.
Det
er lørdag morgen. Jeg sidder på sengekanten og kigger ømt på min lille dreng,
der sover. Han har sådan et sødt hår, og hans små fødder er som dukkefødder af
porcelæn. Så vågner han langsomt, misser lidt med øjnene og pludselig kaster
han sig i mine arme: ”Jeg elsker far!”. Jeg krammer ham og prøver at
lade være med at græde: ”Far elsker også min lille dreng!”.
Kilder: www.damp.dk (DAMP foreningen), www.autisme.dk (Videnscenter for autisme), www.tourette.dk (Dansk Touretteforening), www.handicap.dk (Landsforeningen LEV) og www.nordisc-mental-aid.com
(generel webside om handicaps og sundhed).
De svage fanger
På DR2 kunne man sent torsdag aften se en tankevækkende
udsendelse om den triste skæbne som småkriminel, der er hverdagen for mange
unge med DAMP. Op til 47% af alle voksne med DAMP ender i fængsel fremgår det
af en ny dansk afhandling af forskeren Søren Dalsgaard. Disse tal skal
sammenholdes med en tilsvarende undersøgelse i Norge, der hævder, at helt op
til 80% af alle fanger i norske fængsler lider af DAMP, ”de svage fanger” i
grel modsætning til de så berygtede ”stærke fanger”.
Selvom disse tal tilsyneladende
er alarmerende høje, skal man dog ikke tro, at ”alle” voksne med DAMP per
automatik bliver småforbrydere. Men der findes i den kriminelle underverden et
brutalt socialt hierarki, hvor der som i en fodboldkamp er ”stjerner” og
”vandbærere”. Som i den ”pæne” del af befolkningen er der en lille kynisk
”overklasse”, der udnytter de svage som redskaber til at gøre det grove
arbejde. Unge med DAMP – specielt hvis sygdommen ikke er officielt
diagnosticeret – er nemlig et let bytte for smarte gangstere.
Da voksne med DAMP lider af en
massiv mangel på selvtillid efter barndommens nådesløse mobning i skolen, vil
de være lette ofre for en smart fyr, der motiverer dem med et ”sejt”
bankrøveri, der ”giver prestige i underverdenen”. De unge, med deres næsten
totale mangel på impulsstyring risikerer let at tænde på idéen, da den
vigtigste drivkraft for alle med DAMP er motivation. I dette tilfælde ond
motivation, der kan lede dem direkte ind i en kriminel ”karriere”.
Hvordan
kan vi hjælpe disse udsatte unge til at undgå denne fælde? Med positiv motivation
og med en diagnose! Hvis man ikke ved, at man har DAMP, har man ikke de
erkendelsesmæssige redskaber til at styre den evige rastløshed og mangel på
planlægning, der plager alle voksne med DAMP. I modsætning til tidligere, ved
man nu at DAMP er et uhelbredeligt handicap, der ikke ”går over” efter
barndommens trængsler med hyppige skoleskift og daglige ydmygelser blandt de
”normale” kammerater. For at hjælpe disse unge, er det bydende nødvendigt, at
lærere, psykologer og – ulykkeligvis – fængselsvæsenet forsynes med den basale
viden om den komplicerede lidelse, som DAMP er. Det kan ske via kurser eller
blot simpel læsning på nettet. Et par timers research på f.eks. www.damp.dk en søndag eftermiddag vil kunne give
et rystende indtryk af den forvrængede opfattelse af verdenen omkring dem, der
er årsagen til voksne med DAMPs tilsyneladende kaotiske opførsel.
Kun
gennem viden kan de ansvarlige pædagoger og sociale myndigheder gribe ind med
støtte til disse potentielle ”svage fanger”, der ofte ikke selv formår at stå
imod de mange fristelser i det kriminelle miljø med dets ”dummebøder” og
”macho” kultur. Med en erkendelse af sin egen sygdom og helst en officiel
diagnose, vil unge med DAMP have en sund motivation for at bruge de mange
mentale redskaber, der i dag findes for at lindre deres angstprægede, flimrende
hverdag. Og selvom de unge er havnet i fængsel, er det så meget desto
vigtigere, at de modtager støtte og solid social genoptræning på deres egne
præmisser. Dette er en stor og samfundsmæssig vigtig opgave, som
fængselsvæsenet må og skal påtage sig. En hurtig hjælp til unge fanger med DAMP
er en langt vigtigere indsats mod kriminaliteten end nok så meget politisk
bragesnak om ”hårdere straffe” og ”mere politi på gaden”.
At tegne 0-er: I starter med at tegne O-er (små cirkler) med
fingeren på oversiden af hånden. Så trykker I hver fingerspids lidt ind (ikke
for hårdt, men heller ikke for blødt). I slutter med at tegne O-er inden i håndfladen.
Gentages på den anden hånd.
At presse arm: I starter med at masere overarmen med relativt
faste greb, uden at det gør ondt naturligvis. Så tager I hans/hendes hånd og
skubber (forsigtigt) håndled og albue sammen i ledene, så de spændes. Gentages
på den anden arm. Er skønt for barnet, særligt, hvis han/hun har DAMP.
At børste: Køb en lille stiv plastikbørste - hvis I har en
fysioterapeut, kan han/hun henvise til en forhandler - spørg evt.
skolepsykologen. Børst armen ovenfra og ned i små bløde bevægelser. Det er en
fast øvelse for børn med DAMP, men virker også fint på alle andre børn.
Breve
Til
forældrene til en DAMP dreng, der er blevet erklæret ”rask” (juni 2002)
Jeg
har læst artiklen om din dreng. Jeg er selv far til en dreng med bl.a. DAMP, så
derfor læser jeg selvfølgelig alt, hvad der står i aviser og blade om DAMP. Det
er desværre i stigende grad nødvendigt, da der kører en grim kampagne, der i
det skjulte er styret af politikerne, særligt dem i kommunerne og amterne.
Kampagnen går ud på, at specialskolerne skal lukkes, DAMP begrebet skal fjernes
og alle børn med mentale handicaps skal tvangsintegreres i nutidens store,
urolige klasser uden faste rammer. Derfor læste jeg med særlig interesse
artiklen om Jer, da overskriften kunne tyde på, at det var en af disse ”det er
ikke DAMP børn, men små aktive drenge, der bare skal tilpasses folkeskolen” (og
spare kommunen en hel masse penge).
Jeg
kan dog forstå, at din dreng måske ikke har DAMP, i det neurologen på de basale neurologiske
tests kunne se, at han ikke var motorisk skadet. Men der er mange andre sære
ting, man skal se efter, så I kan ulykkeligvis ikke være helt sikre, på trods
af neurologen.
En
række facts:
1)
Stort set alle skolelærere (98%) er dybt uvidende om mentale handicaps, da de
ikke lærer om det på seminariet. Det gælder også Jeres praktiserende læge samt
ikke mindst alle Jeres venner. Ingen, der ikke har lært, hvad DAMP er, kan
udtale sig om et barn med DAMP. Vores barn gik i 1/2 år med middelsvær DAMP
uden at nogen greb ind. Først da han kom på en børnehave med en leder med
forstand på tingene, blev han sendt (4 måneder) til ambulant observation og fik
sine diagnoser.
2)
Man kan ikke lave en diagnose uden lang tids observation. Det er derfor
beskæmmende – men typisk for den dårlige psykologhjælp på skolerne – at man
ikke observerer, men blot gætter. Men I kan ikke bare forkaste PPRs sjusk som
hastværksarbejde, og så tro fuldt og fast på neurologen, der på en halv time,
kan dømme DAMP eller ikke DAMP. De er begge upålidelige.
3)
Det er ikke en skam at observere sit barn. Det er bydende nødvendigt, specielt
når der er klare faresignaler, som jeg læser det ud af artiklen. Bare det at
skolen skrider til reel bortvisning, tyder på store problemer. Mange mentalt
handicappede børn bliver jaget fra skole til skole, og det skyldes dels
lærernes uvidenhed og dels det generelle had til handicappede børn, der
formentlig bliver regeringens næste skydeskive efter udlændingene.
Jeg
har dyb forståelse for Jeres ønske, om at Jeres dreng er sund og rask, men min
erfaring efter en årrække som handicapforælder med mange kontakter til
handicappede børn af alle slags, siger utvetydigt, at symptomer som dem, der
beskrives i artiklen er tegn på, at ”noget” er galt. Det er muligt, det ikke er
DAMP, men det kan lige så godt være ADHD (DAMP uden motoriske problemer) eller
Aspergers syndrom (en mild form for autisme,: Einstein havde Asperger for at
nævne et kendt eksempel). Det kan også være Tourettes syndrom, der ikke behøver
at have tics, men kan være indre tvangsbiller og og næsten usynlige
tvangshandlinger. Alle disse sygdomme skyldes en medfødt fejl i hjernens
kontrol af bl.a. dopamin, der styrer impulskontrollen. Det er f.eks. manglende
impulskontrol, der styrer hyperaktivitet (nej, flakkende øjne er ikke et
symptom).
Her
er en liste over ting, I bør være opmærksomme på:
- Var Jeres dreng sen til at
lære at tale?
- Lider han af manglende
koncentration og indlæringsvanskeligheder?
- Har han problemer med at lære
at læse og skrive?
- Er han ”umoden” af sin alder?
- Hvordan påvirkede ritalinen
ham, ud over at han ikke kunne spise eller sove, mens pillen virkede? Blev han
synligt rolig efter ca. 20 minutter, og blev han i stigende grad uopmærksom
eller urolig 1/2 time, før pillen holdt op med at virke? Hjalp ritalin
overhovedet?
- VIGTIGT: Har han det bedst
sammen med en enkelt voksen, og kommer adfærdsproblemerne oftest sammen med 2
eller flere børn? I skal være opmærksomme på, at han naturligvis vil reagere
anderledes derhjemme, hvor han er tryg og i faste rammer.
- Hvad er det med
stensamlingen? Har han andre interesser? En ensidig til tider manisk interesse
kan være tegn på Aspergers syndrom.
Til
allersidst: Jeg ved, at I har været utroligt bekymrede for Jeres lille dreng,
men I skal også have øjnene åbne. Og husk: det er ingen skam at være mentalt
handicappet. Jeres søn kan sagtens være både intelligent og have fine
kunstneriske evner. Jeg bemærkede, at han kan tegne – det tyder i hvert fald
ikke på DAMP (vores søn tegner kun små cirkler med prikker indeni, hvilket er
typisk for DAMP børn). Men selvom han fungerer godt intellektuelt, er det
vigtigt at I hjælper ham ved at observere og læse bøger om f.eks. Asperger og
Tourette. Kendte personer som Mozarth og atomfysikeren Holger Bech Nielsen
var/er mentalt handicappede, men derfor er de stadig genier!
At
vide er at få styrke. Ved at kende sig selv, vil Jeres søn få en meget lettere
skolegang, da børn er nådesløse og straks ser et mentalt handicap
-”anderledeshed” - længe før de voksne gør.
I
ønsket om en god fremtid for Jeres barn og Jer.
